Naar inhoud

Winkelwagen

10% 15%

Je winkelwagen is leeg

Cyklus & hormoner

Hvorfor lugter mit underliv? Om normal lugt, fiskelugt og ubalance i skeden

Fik du et spejl i hånden som barn, så du kunne undersøge dit underliv?
Med en rimelig sandsynlighed vil svaret være: Nej.

Som mor til både en dreng og en pige, har jeg set, hvordan en tissemand, som jo hænger lige der, out in the open, undersøges helt fra de små bliver født. Hvorimod en pige ligesom skal opdage, “hov, det er noget her”. Selv om at kompleksiteten af de to er lige stor.

Jeg tror, at det sætter sig. Vores underliv er skjult, kun for os selv at opdage, og det kan gøre det sværere at tale om. Hvordan vi ser ud dernede, hvordan vi føles, dufter - men sådan skulle det ikke være. Lad os tale åbent om det, så normalen kan blive mere bred end den vi ser i fx porno.

Og duften? Eller lugten? Selvfølgelig har underlivet sådan en.

Du er måske ligesom jeg vokset op med en industri, der har solgt os idéen om, at vores underliv bør dufte af blomster, friskhed og nyvasket sengetøj. Intimsæber, deodoranter og parfumerede produkter, der lover at holde os friske forneden.

Men ved du hvad? Et sundt underliv dufter ikke nødvendigvis af ingenting.
Din duft kan ændre sig - anderledes under menstruation, efter sex eller på en varm sommerdag. Det kan også være, at du har oplevet en syrlig lugt eller måske en ubehagelig fiskelugt, som du ikke plejer at have.

Og så melder spørgsmålet sig: Hvorfor lugter mit underliv sådan?

Lad os begynde med det vigtigste: En mild, naturlig lugt fra underlivet er helt normal. Men en ny, kraftig eller ubehagelig lugt kan være tegn på, at bakteriebalancen i skeden har ændret sig, eller at der er opstået en infektion.

Det afgørende er ikke, om dit underliv dufter af noget. Det er, om lugten har ændret sig, og om du samtidig oplever andre symptomer.

Hvis dine menstruationstrusser er begyndt at lugte, så læs hvordan du nemt og skånsomt fjerner lugten her →

forfatter: Cathrine Widunok Wichmand, journalist og founder - se alle validerede kilder i bunden af artiklen


Hvordan lugter et sundt underliv?

Der findes ikke én bestemt duft, som alle sunde underliv skal have. Nogle oplever en let syrlig lugt, andre en mere neutral eller kropslig duft. Lugten kan også variere i løbet af menstruationscyklussen.

For at forstå hvorfor, skal vi først skelne mellem to dele af underlivet:

  • Vulva er de ydre kønsdele, blandt andet kønslæberne og området omkring skedeåbningen.

  • Skeden, også kaldet vagina, er den indvendige kanal mellem skedeåbningen og livmoderhalsen.

Vulva har hud, svedkirtler og talgkirtler, ligesom andre dele af kroppen. Derfor kan lugten fra de ydre kønsdele blandt andet påvirkes af sved, varme og fugt.
Det er også normalt, at der er hår, at du kan få bumser her, og at der kan samles hvidlig snask, i mangel på bedre ord, mellem dine ydre og indre kønslæber.

Inde i skeden findes der derimod et helt særligt miljø af mikroorganismer, som er med til at beskytte slimhinden. Og det er her, det bliver interessant.

Hvorfor kan skeden lugte surt? Det handler om pH og mælkesyrebakterier

Din skede er hjem for milliarder af mikroorganismer, herunder bakterier, der tilsammen udgør det vaginale mikrobiom. Hos mange i den fertile alder er miljøet domineret af mælkesyrebakterier, også kaldet Lactobacillus.
De hjælper med at opretholde et surt miljø ved at producere mælkesyre.

En typisk vaginal pH hos personer i den fertile alder ligger omkring 3,8–4,5. Det sure miljø er en del af kroppens naturlige forsvar, fordi det begrænser væksten af visse uønskede mikroorganismer. Derfor kan en let syrlig lugt fra skeden være helt normal.
Det betyder ikke, at du har en infektion, eller at dit underliv er urent.

Tværtimod kan den syrlige duft hænge sammen med netop de biologiske processer, der er med til at beskytte skeden.
Det er dog vigtigt at understrege, at mikrobiomet varierer fra person til person. Ikke alle raske skeder har præcis den samme bakteriesammensætning eller pH-værdi.
Og pH ændrer sig også med alderen, men også fra cyklus til cyklus pga. hormoner såvel som din menstruations blødning.

Hvorfor lugter mit underliv anderledes under menstruation?

Måske har du bemærket, at dit underliv får en mere metallisk eller blodagtig lugt, når du menstruerer. Det er almindeligt.

Menstruationsblod indeholder blandt andet hæmoglobin, et jernholdigt protein i de røde blodlegemer. Blod kan derfor have en karakteristisk metallisk lugt.
Samtidig har menstruationsblod en højere pH end skedens normalt sure miljø. Når blodet blandes med vaginalsekret, kan skedens pH midlertidigt stige.
Det kan påvirke bakteriernes miljø og være med til at forklare, hvorfor lugten ændrer sig omkring menstruationen.
Det er også derfor, at nogen af os oplever irritation i underlivet i bestemte perioder af vores cyklus med fx let kløe eller rødme.

En anderledes lugt under menstruation er altså ikke nødvendigvis tegn på, at noget er galt. Men hvis du oplever en kraftig fiskelugt, særligt sammen med ændret udflåd, kan det være tegn på bakteriel vaginose. Det bør behandles, da det også kan påvirke fertiliteten. 

Det er heller ikke usædvanligt, at lugten bliver mere mærkbar, når menstruationsblod har været i kontakt med et bind eller menstruationstrusser i nogle timer. Her spiller blandt andet fugt, blod, bakterier og tiden i kontakt med produktet en rolle.
Blodet i sig selv har ikke den store lugt - men når væsken kommer ud og blandes med bakterier på huden, så kan der opstå en lugt.

Menstruationsprodukter skal derfor skiftes regelmæssigt efter producentens anvisninger og efter blødningsmængden.

Hvorfor lugter mit underliv af fisk?

En tydelig fiskelugt fra skeden er et af de mest karakteristiske symptomer på bakteriel vaginose (BV). Bakteriel vaginose opstår, når sammensætningen af bakterier i skeden ændrer sig.

Normalt er mælkesyrebakterier med til at holde miljøet surt. Ved bakteriel vaginose bliver der færre af disse bakterier, mens andre bakterier får bedre vækstbetingelser. Det betyder, at skedens pH typisk stiger.
Nogle af bakterierne producerer stoffer, blandt andet aminer, som kan give den karakteristiske fiskeagtige lugt.

Typiske symptomer kan være:

  • En tydelig eller ubehagelig fiskelugt fra skeden.

  • Tyndt, gråligt eller hvidligt udflåd.

  • Lugt, der bliver mere fremtrædende efter sex eller under menstruation.

  • Nogle gange let irritation eller svie.

Men ikke alle med bakteriel vaginose har symptomer. Omkring halvdelen oplever ingen tydelige gener.

Hvorfor bliver lugten værre efter sex?

Sæd har en højere pH end det normalt sure miljø i skeden. Når sæd blandes med vaginalsekret, kan pH derfor stige midlertidigt.
Ved bakteriel vaginose kan det frigøre flere af de lugtstoffer, der giver den karakteristiske fiskelugt.
Derfor oplever nogle, at lugten er særligt tydelig efter samleje uden kondom.

Bakteriel vaginose er ikke det samme som en klassisk seksuelt overført infektion, men seksuel aktivitet kan påvirke risikoen for at udvikle tilstanden.

Bakteriel vaginose kan behandles, typisk med antibiotika. Hvis du oplever vedvarende fiskelugt eller ændret udflåd, bør du kontakte lægen for at få afklaret årsagen.

Hvad kan dårlig lugt fra underlivet ellers skyldes?

Selvom bakteriel vaginose er en almindelig årsag til generende lugt fra skeden, findes der flere andre mulige forklaringer.

1. Sved og fugt omkring vulva

Vulva og lysken har svedkirtler, og området er ofte dækket af undertøj og tøj det meste af dagen.
Når sved blandes med hudens bakterier, kan der opstå en mere markant kropslugt. Det kan især mærkes efter træning, i varmt vejr eller efter mange timer i tætsiddende tøj.
Det er ikke nødvendigvis lugt fra selve skeden og er heller ikke i sig selv tegn på infektion.

2. Seksuelt overførte infektioner

Nogle seksuelt overførte infektioner kan give ændret udflåd eller ubehagelig lugt.

Trichomonas er eksempelvis en seksuelt overført infektion, der kan give gulligt eller grønligt, skummende udflåd med ubehagelig lugt. Infektionen er forholdsvis sjælden i Danmark.

Andre infektioner, herunder klamydia og gonorré, kan også give ændret udflåd, smerter eller blødninger, men kan forekomme helt uden symptomer.

Lugt alene kan derfor ikke bruges til at afgøre, om du har en seksuelt overført infektion.

3. En glemt tampon eller et andet fremmedlegeme

En meget kraftig, rådden eller usædvanligt ubehagelig lugt kan i nogle tilfælde skyldes en tampon eller et andet fremmedlegeme, som er blevet siddende i skeden.
Det kan også give misfarvet udflåd, irritation eller blødning.
Hvis du har mistanke om en glemt tampon, bør den fjernes hurtigst muligt. Hvis du ikke kan få den ud, skal du kontakte læge.

Får du samtidig feber eller bliver alment dårlig, skal du søge akut lægehjælp.

4. Hormonelle forandringer og overgangsalder

Østrogen har betydning for slimhinderne i skeden og det miljø, som bakterierne lever i.

Når østrogenniveauet falder, eksempelvis efter overgangsalderen, kan slimhinderne blive tyndere og mere tørre, og skedens pH kan stige.

Det kan ændre det vaginale mikrobiom og give tørhed, svie, irritation og nogle gange ændringer i udflåd eller lugt.
Men en ny, ubehagelig lugt bør ikke automatisk forklares med overgangsalderen. Den kan også skyldes en infektion, der kræver behandling.

5. Irritation fra produkter og overdreven vask

Parfumerede produkter, intimsprays, udskylninger og overdreven vask kan irritere slimhinderne og påvirke miljøet i og omkring skeden.
Og her kommer vi til en af de vigtigste pointer i hele artiklen:

Du kan ikke vaske dig til en sund bakteriebalance i skeden.
Tværtimod kan overdreven vask gøre mere skade end gavn. 

Kan svamp i skeden give dårlig lugt?

Det er en udbredt misforståelse, at dårlig lugt fra underlivet automatisk skyldes svamp.
En svampeinfektion i skeden, typisk forårsaget af Candida, giver først og fremmest andre symptomer:

  • Kløe og svie omkring skedeåbningen.

  • Rødme og irritation.

  • Tykt, hvidt og nogle gange klumpet udflåd.

  • Ømhed eller ubehag ved sex.

Udflådet ved en svampeinfektion er typisk uden markant lugt.
Hvis det primære symptom er en kraftig fiskelugt, er bakteriel vaginose derfor ofte en mere oplagt forklaring end svamp.

Men symptomerne kan overlappe, og flere tilstande kan forekomme samtidig. Derfor er det vigtigt ikke bare at behandle sig selv mod svamp, hvis man ikke ved, hvad generne skyldes. 

Kan man lugte anderledes efter sex?

Ja, og det behøver ikke være tegn på noget unormalt. Sex kan midlertidigt ændre lugten fra underlivet, blandt andet fordi sæd, vaginalsekret, sved og eventuelt glidecreme blandes.

Sæd er mere basisk end det normale miljø i skeden og kan derfor påvirke pH midlertidigt.
Men hvis du gentagne gange oplever en tydelig fiskelugt efter sex, kan det være tegn på bakteriel vaginose.

Hvis lugten ledsages af smerter, svie, blødning eller ændret udflåd, bør du blive undersøgt.

Hvordan vasker man sit underliv korrekt?

Måske er det mest overraskende ved vores underliv, hvor lidt hjælp det egentlig behøver. Skeden er selvrensende. Vulva er det ikke på samme måde.

Skeden producerer naturligt sekret, som hjælper med at transportere døde celler og andre stoffer ud. Samtidig bidrager bakterierne i skeden til at opretholde det beskyttende miljø.

Du skal derfor ikke vaske inde i skeden. Hverken med vand, sæbe eller særlige intimplejeprodukter. De ydre kønsdele, din vulva, kan du derimod vaske nænsomt.

Her er nogle gode råd:

  • Vask vulva forsigtigt med lunkent vand. En mild, uparfumeret sæbe kan eventuelt bruges på den ydre hud, hvis du tåler det.

  • Undgå at vaske inde i skeden.

  • Undgå parfumerede intimsprays, deodoranter og vaginaludskylninger.

  • Skift fugtigt eller svedigt undertøj efter behov.

  • Vælg undertøj, der føles behageligt og ikke holder unødigt på varme og fugt.

  • Skift menstruationsprodukter regelmæssigt og følg anvisningerne for brug.

Og måske vigtigst af alt: Lad være med at forsøge at fjerne enhver naturlig duft fra dit underliv. Målet er et sundt underliv. Ikke et parfumeret underliv.

Hjælper mælkesyre, probiotika og intimprodukter mod dårlig lugt?

Det er et spørgsmål, der fortjener et nuanceret svar.

Mælkesyrebakterier spiller en vigtig rolle i skedens naturlige miljø. Derfor er der også stor interesse for produkter med mælkesyre, probiotika og postbiotika. Men det er vigtigt at skelne mellem forskellige typer produkter og deres dokumenterede virkning.

Produkter, der plejer huden på vulva, er ikke det samme som behandling af en ubalance eller infektion inde i skeden.

Og selvom bestemte bakteriestammer og probiotiske behandlinger undersøges for deres mulige effekt på vaginal sundhed, er dokumentationen ikke tilstrækkelig til at anbefale almindelige probiotiske produkter som erstatning for etableret behandling af bakteriel vaginose.

En fugtgivende eller beroligende intimgel kan være relevant ved tørhed eller irritation, afhængigt af produktets egenskaber og anvendelse.
Men hvis du oplever vedvarende fiskelugt eller mistænker en infektion, skal du ikke forsøge at dække lugten med et intimprodukt.

Du skal kende årsagen.

Hvornår skal du kontakte lægen på grund af lugt fra underlivet?

En naturlig duft fra underlivet kræver ikke behandling. Men du bør kontakte lægen, hvis:

  • Du pludselig får en kraftig, ubehagelig eller fiskeagtig lugt, der ikke plejer at være der.

  • Dit udflåd ændrer farve, mængde eller konsistens.

  • Du samtidig oplever kløe, svie, irritation eller smerter.

  • Du får smerter ved sex eller vandladning.

  • Du bløder mellem menstruationerne eller efter sex.

  • Lugten bliver ved eller kommer tilbage gentagne gange.

  • Du er gravid og oplever nyt, ildelugtende udflåd.

Kontakt læge eller lægevagt hurtigt, hvis du har feber, tydelige underlivssmerter eller bliver alment dårlig sammen med unormalt udflåd.

Søg akut hjælp, hvis du er alvorligt påvirket, eksempelvis ved høj feber, kraftige smerter, besvimelse eller mistanke om alvorlig infektion.

Lægen kan undersøge udflådet og eventuelt måle pH, tage prøver for infektioner eller foretage en gynækologisk undersøgelse.

Det er sjældent muligt at stille en sikker diagnose ud fra lugten alene.

Dit underliv skal ikke dufte af blomster

Måske er det værd at gentage. Dit underliv har sin egen duft. Den kan ændre sig gennem cyklussen, efter sex, under menstruation og gennem forskellige livsfaser. Og det er ikke i sig selv et problem.

Vi har i alt for mange år fået fortalt, at kvinders naturlige kropslige funktioner er noget, der skal skjules, korrigeres eller vaskes væk. Men det er ikke din krops opgave at leve op til en forestilling om, hvordan et underliv bør dufte.

Det vigtige er at kende din egen normal, så du kan genkende de forandringer, der faktisk fortjener opmærksomhed.




FAQ: Ofte stillede spørgsmål om lugt fra underlivet

Hvorfor lugter mit underliv, selvom jeg vasker mig?

Underlivet har en naturlig duft, som ikke nødvendigvis forsvinder ved vask. Lugten kommer blandt andet fra hudens svedkirtler, sekret og bakterier. Hvis du oplever en ny eller kraftig fiskelugt, kan det skyldes bakteriel vaginose eller en anden tilstand, som bør undersøges.

Hvorfor lugter mit underliv af fisk?

Fiskelugt fra skeden er et typisk symptom på bakteriel vaginose, hvor bakteriebalancen i skeden har ændret sig. Lugten kan være særligt tydelig efter sex eller omkring menstruation. Kontakt lægen, hvis lugten er vedvarende eller ledsages af ændret udflåd.

Er det normalt, at skeden lugter surt?

Ja. En let syrlig lugt kan være helt normal. Mælkesyrebakterier producerer mælkesyre, som hjælper med at opretholde skedens naturligt sure miljø. En sur lugt uden kløe, smerter eller andre symptomer er derfor ikke nødvendigvis tegn på sygdom.

Hvorfor lugter mit underliv efter sex?

Efter sex kan lugten ændre sig, fordi sæd, vaginalsekret og sved blandes. Sæd kan midlertidigt hæve pH i skeden. En vedvarende eller tydelig fiskelugt efter sex kan dog være tegn på bakteriel vaginose.

Hvorfor lugter mit underliv under menstruation?

Menstruationsblod kan give en metallisk eller blodagtig lugt. Samtidig kan blodet midlertidigt påvirke skedens pH. Det er almindeligt, at lugten ændrer sig under menstruationen, men en kraftig, ubehagelig lugt bør undersøges.

Kan dårlig lugt fra underlivet skyldes svamp?

Svamp i skeden giver typisk kløe, svie og tykt, hvidt udflåd, men sjældent en markant ubehagelig lugt. Fiskelugt passer oftere med bakteriel vaginose. Det kræver dog en vurdering at fastslå årsagen.

Hvordan slipper man af med dårlig lugt fra underlivet?

Det afhænger af årsagen. Almindelig kropslugt kræver ikke behandling, og nænsom vask af vulva er tilstrækkelig. Hvis lugten skyldes bakteriel vaginose eller en anden infektion, kan medicinsk behandling være nødvendig. Undgå at forsøge at skjule vedvarende lugt med parfumerede produkter.

Kan overgangsalderen ændre lugten fra underlivet?

Ja. Faldende østrogenniveauer kan påvirke skedens slimhinder, pH og bakteriesammensætning. Det kan medføre ændringer i udflåd og lugt. En ny, kraftig eller ubehagelig lugt bør dog vurderes, da den også kan skyldes infektion.

Kan probiotika hjælpe mod fiskelugt fra skeden?

Nogle probiotiske behandlinger undersøges for deres mulige virkning på det vaginale mikrobiom, men effekten afhænger blandt andet af bakteriestamme og formulering. Probiotika bør ikke bruges som erstatning for dokumenteret behandling af bakteriel vaginose. Ved vedvarende fiskelugt bør du kontakte lægen.

Kilder

  1. Sundhed.dk: Udflåd fra skeden. Patienthåndbogen, opdateret 28. november 2024

  2. Sundhed.dk: Betændelse i skeden (bakteriel vaginose)

  3. Sundhed.dk: Bakteriel vaginose. Lægehåndbogen

  4. Sundhed.dk: Udflåd fra skeden og Trichomonas infektion

  5. Sundhed.dk: Underlivshygiejne, gode råd. Opdateret 12. september 2026

  6. American College of Obstetricians and Gynecologists (ACOG): Vulvovaginal Health

  7. Sundhed.dk: Svampeinfektion i skeden. Opdateret 4. september 2026

  8. NHS: Vaginal discharge

  9. CDC: Bacterial Vaginosis – STI Treatment Guidelines


Wil je meer artikelen lezen?

8 kvinder der har ændret forskningen i kvinders sundhed Flow Intimates

8 vrouwen die het onderzoek naar de gezondheid van vrouwen hebben veranderd

Vrouwengezondheid heeft lange tijd ondergeschikt belang gehad in onderzoek. Maak kennis met 8 pioniers die, ondanks tegenstand, onze kennis over vruchtbaarheid hebben veranderd. menstruatie en het ...

The Health Gap: Hvorfor ved vi stadig mindre om kvinders sundhed? Flow Intimates

De gezondheidskloof: waarom weten we nog steeds zo weinig over de gezondheid van vrouwen?

Decennialang werden geneesmiddelen op mannen getest. Het resultaat hiervan wordt de 'gezondheidskloof' genoemd – een systematische lacune in onze kennis over de gezondheid van vrouwen. Hier lees je...

Hvad er sexet undertøj? Kvinder, selvtillid og komfort frem for blonder Flow Intimates

Wat is sexy lingerie? Vrouwen, zelfvertrouwen boven comfort, boven kant.

Hoe ziet sexy lingerie er nu echt uit? We onderzoeken hoe comfort, zelfvertrouwen en geborgenheid vaak belangrijker zijn dan kant – in de woorden van vrouwen zelf.

Klumme: Om lyst og onani – fortalt af en millennial girl Flow Intimates

Column: Over verlangen en masturbatie – verteld door een millennialmeisje

Lees deze eerlijke, lichaamsvriendelijke column over de weg terug naar plezier – van schaamte naar zelfacceptatie.