Sex efter fødsel: Hvornår må man have sex igen – og hvorfor føles det anderledes?
Hvornår må man have sex efter fødsel? De fleste kan genoptage sex, når efterfødselsblødningen er stoppet, og kroppen føles klar – ofte efter 4–8 uger. Men der findes ingen fast dato. Lyst, heling og komfort varierer fra person til person.
Spørgsmålet om sex efter fødslen fylder måske hos dig eller din eventuelle partner? Måske tænker du: Hvornår kan jeg have sex igen? Kommer det til at gøre ondt? Hvad hvis jeg ser helt anderledes ud dernede? Får jeg nogensinde lyst igen?
Det kan også være, at tanken om sex efter fødslen lige så fjern som en by i Rusland. Begge dele er helt almindelige.
Din krop har lige været igennem en kæmpe forandring, og både lyst, komfort og forventninger kan føles helt anderledes end før. Der findes ikke én rigtig måde at genoptage sexlivet på. Til gengæld findes der masser af viden, som kan hjælpe dig med at finde din egen vej.
Skrevet af journalist Simone Mervig.
Indholdet af denne artikel er verificeret af Pernille Jessen, sygeplejerske og ammevejleder bag Mamaflow
Hvornår må man have sex efter fødsel?
Først og fremmest: Der er ingen universel dato i kalenderen, hvor kroppen siger “go!”. Ja, lægen spørger typisk ind til prævention ved 8-ugers tjekket, men det er på ingen måde for at skabe pres eller forventning. Det vigtigste er, at du mærker efter, hvornår du har lyst og føler dig klar.
Nogle har lyst til at være intime få uger efter fødslen, mens andre først har sex mange måneder senere - og det er alt sammen helt okay.
Mange vælger at vente, til efterfødselsblødningen (også kaldet barselsflådet eller lochia) er ophørt, før de genoptager sexlivet. Det handler både om komfort og om at mindske risikoen for infektion (her kan det gode gammeldags kondom også være en hjælp).
Hvis du har fået en bristning og sting ved fødslen, kan det være rart at vente et par uger, til området er helet, før du begynder igen. Har du født ved kejsersnit, gælder det samme princip: Giv kroppen ro til at hele. Selvom der ikke er et vaginalt sår, er det stadig en stor operation, og både kroppen og lysten kan have brug for ekstra tid.
Hvis du stadig bløder, så brug kondom - ikke kun for at beskytte mod graviditet (mere om det senere), men også for at beskytte mod infektion.
Bottom line: Du sætter tempoet. Ingen andre. Heller ikke din partner.
Hvorfor føles sex anderledes efter fødsel?
Efter fødslen kan din krop både føles og reagere anderledes end før. Ét af de hyppigste fysiske symptomer er vaginal tørhed. Det skyldes et fald i østrogenniveauet, især hvis du ammer. Lavere mængde østrogen gør slimhinderne tyndere og mere sarte, hvilket kan føre til en sviende eller brændende fornemmelse under sex.
Det har intet at gøre med manglende lyst, eller at du gør noget forkert. Det er helt simpelt biologi.
Et godt vandbaseret glideprodukt uden parfume kan gøre underværker. Det samme kan tålmodighed og ærlig kommunikation med din partner.
Gør sex ondt efter fødsel?
Nogle oplever, at sex efter fødslen føles ømt eller decideret smertefuldt. Det kan blandt andet skyldes:
-
Bristninger og sting, som stadig er ømme
-
Vaginal tørhed grundet hormonforandringer
-
Arvæv eller stramhed omkring skedeåbningen
-
Muskelspændinger i bækkenbunden - både bevidste og ubevidste. Det sidste kan fx ske, hvis du ubevidst spænder op for at beskytte et område, der har gjort ondt, eller fordi din bækkenbund er blevet overbelastet under graviditeten og fødslen.
Hvis du oplever smerter, så er det vigtigt ikke at “bide smerten i dig”.
Stop, tag en pause, prøv en anden form for intimitet eller en anden dag. Vedvarende smerter skal tages alvorligt og kan ofte afhjælpes med hjælp fra en gynækolog eller en specialiseret fysioterapeut. Kontakt gerne din læge eller nævn det for din sundhedsplejerske.
Mangler jeg lyst til sex efter fødsel ? Og er det normalt?
Lad os være ærlige: Selv om du elsker din partner, kan lysten til sex være helt væk i en periode. Tag det fra én, der selv har ligget i sengen kl. 21 med en mælkeklud over skulderen og kun har haft lyst til søvn.
Der er mange faktorer, der spiller ind. Træthed (of course), hormonforandringer, overstimulering (du har trods alt lige skabt og bragt et helt nyt menneske til verden) - man kalder det også hudmæthed, og det simple faktum, at kroppen stadig heler.
For nogle vender lysten stille og roligt tilbage, for andre kræver det tid og bevidst opmærksomhed. Og det er helt, helt fint.
Husk: Intimitet handler ikke kun om penetration. Det kan også være kys, kram, massage, film på sofaen, stille stunder sammen eller andet nærvær, I begge nyder og som ikke handler om sex. Faktisk er det et rigtig godt udgangspunkt at starte dér - med nærhed og intimitet, øjenkontakt, et lille lidt langt kram.
Kan man blive gravid før menstruationen vender tilbage?
Kort svar: Ja.
Selvom din menstruation endnu ikke er kommet tilbage efter fødslen, kan du godt få ægløsning. Og ægløsning sker før den første menstruation. Det betyder, at du i princippet kan blive gravid, uden at have haft din første blødning endnu.
Det kan føles lidt unfair – især hvis din krop stadig føles som et kaotisk renoveringsprojekt, der ikke nødvendigvis skrider efter *planen*. Men biologien arbejder stille i baggrunden, også når du ikke mærker den.
Amning kan udskyde ægløsning, fordi hormonet prolaktin hæmmer cyklussen. Men det er ikke en garanti. Nogle får ægløsning tidligt, andre langt senere. Kroppen følger ikke altid manualen.
Så hvis en ny graviditet ikke står øverst på ønskelisten lige nu, er prævention værd at tage stilling til – også selvom menstruationen endnu ikke har meldt sin ankomst.
Pas godt på dig selv - og spørg, hvis du er i tvivl
Kroppen er mere sårbar efter fødslen, og det samme er det intime miljø. Her er nogle ting, du kan gøre for at passe godt på dig selv, når (eller før) du begynder at have sex igen:
-
Brug kondom i starten for at beskytte mod infektion
-
Undgå parfumerede produkter - lunkent vand er nok
-
Vær opmærksom på smerter, lugt eller blødning, der ikke føles “rigtig”. Er du i tvivl, så kontakt hellere din læge en gang for meget end en gang for lidt.
Og lad os blot gentage: Du kan faktisk blive gravid, før din menstruation vender tilbage. Så selvom det måske er din fjerneste tanke lige nu, er prævention værd at overveje, hvis pseudotvillinger ikke står øverst på ønskelisten.
👉 Læs vores artikel om første menstruation efter fødsel her
Ved 8-ugers undersøgelsen hos din læge kan du også tale om dit sexliv, eventuelle smerter, arvæv, prævention og hvad du ellers har på hjerte.
En kærlig reminder
Sex efter fødsel ser ud på mange forskellige måder. For nogle føles det naturligt hurtigt, for andre tager det tid - og alt imellem er helt okay.
Din krop har gjort noget ekstraordinært. Den fortjener tid, tålmodighed og blide skridt tilbage mod intimitet på dine præmisser.
Ofte stillede spørgsmål om sex efter fødsel
Hvornår må man have sex efter fødsel?
Der findes ikke en fast dato. Mange venter til efterfødselsblødningen er stoppet – ofte omkring 4–8 uger – men det vigtigste er, at du føler dig klar både fysisk og mentalt.
Er det normalt, at sex gør ondt efter fødsel?
Ja, det kan være normalt i starten. Smerter kan skyldes bristninger, arvæv, tørhed eller spændinger i bækkenbunden. Ved vedvarende smerter bør du tale med en læge eller fysioterapeut.
Hvorfor er jeg tør efter fødsel?
Efter fødslen falder østrogenniveauet, især hvis du ammer. Det kan gøre slimhinderne tyndere og mere tørre. Et parfumefrit, vandbaseret glideprodukt kan hjælpe.
Er det normalt ikke at have lyst til sex efter fødsel?
Ja. Træthed, hormonforandringer og den store omvæltning, det er at blive forælder, kan påvirke lysten. For mange vender den gradvist tilbage med tiden.
Kan man blive gravid før menstruationen vender tilbage?
Ja. Du kan få ægløsning, før din første menstruation kommer igen. Derfor kan graviditet godt ske, selvom du endnu ikke har haft din første blødning efter fødslen.
Hvornår bør jeg kontakte læge?
Hvis du oplever vedvarende smerter, kraftig blødning, usædvanlig lugt eller ubehag, bør du kontakte din læge. Du fortjener at få hjælp og svar.

Referencer: Sundhed.dk, Mayo Clinic - Sex after pregnancy, NHS - Sex and contraception after birth, Cleveland Clinic - What you should know about postpartum sex

































