Skip to content

Sidste drop af menstruaionsbadetøj lander om

Se kollektionen her
Festival

Menstruation på festival: Din guide til en tryg festivaloplevelse

Festival smager af frihed.

Om at synge med på din yndlingskunstner, danse til solen står op og glemme, hvilken dag det er. Det handler om fællesskab, spontane oplevelser og minder, der varer længe efter, armbåndet er klippet af.

Men hvis din menstruation rammer midt i det hele, kan friheden hurtigt blive afløst af en række praktiske spørgsmål.

Hvor finder jeg et rent toilet?
Hvornår kan jeg skifte menstruationsprodukt?
Hvad gør jeg, hvis jeg pludselig bløder igennem midt under koncerten?

Hvis du har tænkt de tanker, er du ikke den eneste.

Menstruation behøver heldigvis ikke at sætte en stopper for festivaloplevelsen. Med lidt planlægning og de produkter, du føler dig tryg ved, kan du bruge energien på det, festivalen egentlig handler om.

I denne guide har vi samlet vores bedste råd til at komme godt gennem festivalen – også når du har menstruation.

Denne artikel er skrevet af Cathrine Widunok Wichmand, 
journalist + founder af Flow

Hvorfor kan menstruation føles ekstra besværligt på festival?

Der er en grund til, at mange synes, menstruation er lidt mere udfordrende på festival end derhjemme. Festivaler er sjældent indrettet efter hverdagens rutiner - og de er sjældent indrettet specielt menstruationsvenligt.

Måske er der langt til det nærmeste toilet. Måske er køen lang. Måske er der hverken rindende vand eller den ro, du normalt har, når du skal skifte menstruationsprodukt.

Samtidig stiller festivallivet andre krav til kroppen.

Du går ofte mange kilometer hver dag, sover mindre end normalt, spiser på skæve tidspunkter og opholder dig i varme, støv og store menneskemængder.

Det kan blandt andet betyde:

  • begrænset adgang til rene toiletter
  • lange køer, når du skal skifte menstruationsprodukt
  • varme og sved, som kan gøre huden mere følsom
  • mindre søvn og uregelmæssige måltider
  • bekymringer om lækage, når du står tæt sammen med mange mennesker.

Det betyder ikke, at menstruation bliver værre på festival. Men rammerne kan gøre den mere besværlig at håndtere.

Den gode nyhed er, at meget af det kan forebygges med lidt forberedelse hjemmefra.


Sådan forbereder du dig hjemmefra

Du behøver ikke pakke hele badeværelset.

Men det kan være rart at tænke lidt længere frem end normalt.

Jo mindre du skal bekymre dig om din menstruation, når festivalen først er i gang, desto mere overskud har du til at nyde den.

1. Få et overblik over din cyklus

Hvis din menstruation plejer at være nogenlunde regelmæssig, kan det være en god idé at tjekke din cyklus, inden du pakker.

Du kan selvfølgelig ikke planlægge alt. Men hvis du ved, at der er stor sandsynlighed for, at du får menstruation under festivalen, er det rart at være forberedt.

Har du en uregelmæssig cyklus, giver det stadig mening at pakke et par menstruationsprodukter. Det fylder ikke meget, men kan spare dig for en del bekymringer.

2. Tænk tryghed før minimalisme

Når man pakker til festival, handler det ofte om at få plads til mest muligt på mindst mulig plads.

Men menstruation er ikke nødvendigvis stedet, hvor du skal gå på kompromis. Tag de produkter med, som du allerede kender og føler dig tryg ved.

Festivalen er sjældent det rette tidspunkt at afprøve en ny menstruationskop eller et produkt, du aldrig har brugt før.

Hvis du ved, hvad der fungerer for dig derhjemme, er der stor sandsynlighed for, at det også fungerer bedst på festival.

3. Pak lidt mere, end du tror, du får brug for

Det er svært at købe præcis det menstruationsprodukt, du foretrækker, midt på en festivalplads.

Derfor er det en god idé at pakke lidt ekstra.

Det gælder både:

  • menstruationsprodukter
  • ekstra undertøj
  • vådservietter
  • håndsprit
  • poser eller en wetbag til brugte menstruationstrusser.

Og hvem ved? Måske bliver du også den person, der redder en sideperson i toiletkøen med en ekstra tampon eller et bind.

Det sker oftere, end man tror.


Menstruation på festival handler også om komfort

Når vi taler om menstruation, kommer fokus ofte til at handle om lækage eller muligheden for at skifte. Men komfort er mindst lige så vigtig. En lang festivaldag kan nemt vare 12-15 timer.

Hvis du samtidig går mange kilometer, står op til koncerter og måske sover i telt, bliver små irritationer hurtigt store.

Derfor kan det være værd at spørge dig selv:

  • Hvilket menstruationsprodukt føler jeg mig mest tryg ved?
  • Har jeg tøj med, som føles rart, hvis det er varmt?
  • Har jeg mulighed for at skifte, hvis det bliver nødvendigt?
  • Hvad gør mig mindst bekymret for lækage?

Der findes ikke ét rigtigt svar.

Det bedste menstruationsprodukt er det, der passer til dig, dit flow og den måde, du gerne vil opleve festivalen på.

I næste afsnit gennemgår vi de mest almindelige menstruationsprodukter – og deres fordele og ulemper på festival.


Festival-hack #1

Læg et lille "menstruationskit" i din taske, som du altid har med dig på festivalpladsen. Det kan for eksempel indeholde:

  • dit foretrukne menstruationsprodukt
  • et par vådservietter
  • håndsprit
  • et ekstra par trusser
  • en lille pose eller wetbag
  • smertestillende, hvis du plejer at bruge det.

Så slipper du for at gå hele vejen tilbage til teltet, hvis menstruationen pludselig melder sin ankomst.


Hvilket menstruationsprodukt er bedst på festival?

Der findes ikke ét menstruationsprodukt, der er bedst for alle. Det afhænger blandt andet af:

  • hvor meget du bløder
  • hvor ofte du har mulighed for at skifte
  • hvilke produkter du allerede er tryg ved
  • hvor meget du bevæger dig
  • og hvor vigtigt det er for dig at minimere risikoen for lækage.

For mange fungerer det faktisk bedst at kombinere flere produkter.

Du kan for eksempel bruge menstruationstrusser som ekstra sikkerhed sammen med en tampon, menstruationskop eller menstruationsdisk på de kraftigste dage. På lettere dage kan menstruationstrusser ofte bruges alene.

Her får du et overblik over de mest almindelige muligheder:

Oversigt over bedste menstruationsprodukter

Menstruationstrusser

Menstruationstrusser er et godt valg, hvis du ønsker en løsning, der føles som almindeligt undertøj.

Se vores udvalg af menstruationstrusser her

De kan bruges alene ved let til moderat menstruation eller som ekstra beskyttelse sammen med tampon, menstruationskop eller menstruationsdisk på de kraftigste dage.

På festival kan de være særligt praktiske, fordi du ikke behøver at bekymre dig om små lækager, mens du står til koncert eller går rundt på pladsen.

Fordele

✔ Føles som almindelige trusser

✔ Giver ekstra tryghed mod lækage

✔ Ingen indføring i kroppen

✔ Kan bruges alene eller sammen med andre produkter

Vær opmærksom på

Hvis du bløder meget, kan det være en fordel at kombinere dem med en tampon, kop eller disk, så du ikke skal skifte trusser midt på dagen.

Har du brug for mere viden, læs vores Guide til menstruationstrusser 

Menstruationskop

En menstruationskop kan være en stor fordel på festival, fordi den kan sidde i op til 8-12 timer afhængigt af dit flow.

Det betyder færre toiletskift og mindre affald.

Til gengæld kræver den lidt mere planlægning, når den skal tømmes.

Hvis toiletterne ikke har håndvask i båsen, kan det være en god idé at have en lille flaske vand med, så du kan skylle koppen, inden du sætter den op igen.

Fordele

✔ Lang tid mellem tømning

✔ Fylder meget lidt i tasken

✔ Kan genbruges

Vær opmærksom på

Kræver, at du er fortrolig med at bruge den hjemmefra. Festivalen er sjældent det bedste sted at lære det for første gang.

Menstruationsdisk

Menstruationsdisken minder om en menstruationskop, men placeres højere oppe i skeden.

Den kan ofte rumme mere blod end en kop og kan for nogle tømmes delvist, når du går på toilettet, uden at den tages helt ud.

Det gør den interessant på lange festivaldage.

Fordele

✔ Stor kapacitet

✔ Lang tid mellem tømning

✔ Kan være praktisk ved kraftig menstruation

Vær opmærksom på

Kræver lidt øvelse at sætte korrekt op.

Tamponer

Tamponer er fortsat det mest brugte menstruationsprodukt blandt mange kvinder. De er nemme at have med, lette at skifte og velkendte.

På festival kan udfordringen være, at de skal skiftes regelmæssigt af sundhedsmæssige hensyn. Hvis du står langt fra toiletterne eller i kø til en koncert, kan det være upraktisk.

Fordele

✔ Nemme at bruge

✔ Fylder meget lidt

✔ Lette at have med

Vær opmærksom på

Husk at skifte tamponen regelmæssigt efter producentens anbefalinger. Det er vigtigt – også selv om festivalprogrammet er tæt.

Bind

Bind kan være en fin løsning, hvis det er det produkt, du føler dig mest tryg ved.

Til gengæld oplever nogle, at bind føles varmere eller giver mere irritation på lange sommerdage, hvor man går meget og sveder mere end normalt.

Fordele

✔ Nemme at bruge

✔ Kræver ingen indføring

Vær opmærksom på

De skal ofte skiftes lidt hyppigere, og nogle oplever, at de bliver mindre behagelige i varme og ved meget bevægelse.


Festival-pakkeliste til menstruation

Når du først står på festivalpladsen, er det rart at vide, at du har det hele med.

Her er den pakkeliste, vi selv ville tage udgangspunkt i.

Menstruationsprodukter

✔ Menstruationstrusser

✔ Tamponer, bind, kop eller disk – alt efter hvad du bruger

✔ Ekstra produkter, hvis menstruationen bliver kraftigere end forventet

Hygiejne

✔ Håndsprit

✔ Vådservietter uden parfume

✔ Toiletpapir eller lommetørklæder

✔ En lille flaske vand til rengøring af menstruationskop eller disk, hvis der ikke er en håndvask i båsen

Komfort

✔ Ekstra undertøj

✔ En wetbag eller pose til brugte menstruationstrusser

✔ Smertestillende, hvis du plejer at bruge det

✔ En vandflaske

✔ Elektrolytter til varme dage


Festival-hacks #2

Små ting kan gøre festivalen meget nemmere, når du har menstruation.

Her er nogle af vores favoritter:

  • Pak et lille menstruationskit, som altid ligger i tasken.
  • Kombinér produkter på de kraftigste dage, hvis det giver dig mere ro.
  • Skift menstruationsprodukt, når du har mulighed – ikke først, når det bliver akut.
  • Gem et ekstra sæt undertøj i tasken. Du håber aldrig at få brug for det, men det er rart at have.
  • Hav en lille wetbag med til brugte menstruationstrusser, indtil du kan skylle dem.
  • Hvis du bruger menstruationskop eller disk, kan en lille flaske vand gøre det meget lettere at skylle produktet mellem tømninger.

Sådan holder du dig frisk under menstruation på festival

Et er den praktiske side til at håndtere sin menstruation på festival, men menstruationen kommer ofte med en træthed og måske lettere smerter.

Lad os være ærlige: Der er de færreste, der føler sig helt friske efter tre dage i et telt – uanset om de har menstruation eller ej. Når du samtidig bløder, kan varme, støv og lange dage gøre, at du føler dig mindre komfortabel end normalt.

Det betyder ikke, at du skal stræbe efter at føle dig "perfekt ren" hele tiden. Festival handler også om at give lidt slip på hverdagens rutiner.

Men nogle små vaner kan gøre en stor forskel for, hvordan du har det gennem dagen.

Gode vaner på festival

  • Hav altid håndsprit med, hvis der ikke er adgang til håndvask.
  • Brug uparfumerede vådservietter eller en fugtig vaskeklud til en hurtig opfriskning – men undgå at bruge dem inde i skeden. Vulvaen er selvrensende og har ikke brug for sæbe eller intime vådservietter.
  • Skift menstruationsprodukt, når du har mulighed for det – ikke først, når det bliver akut.
  • Drik rigeligt med vand, især på varme dage.
  • Skift til tørt undertøj, hvis det bliver fugtigt af sved eller regn.

Og måske det vigtigste råd:

Du behøver ikke føle dig frisk hele tiden.

Du er på festival. Det er helt okay at ligne én, der har været til koncert siden klokken to om eftermiddagen.


Hvad hvis du får menstruationssmerter?

Hvis du normalt får menstruationssmerter, er det en god idé at være forberedt hjemmefra.

Pak den smertestillende medicin, du plejer at bruge, og husk at tage den efter producentens eller lægens anbefalinger.

Derudover oplever mange, at følgende kan hjælpe:

  • at drikke nok vand
  • at spise regelmæssigt
  • at tage små pauser i skyggen
  • at bevæge kroppen let, hvis det føles rart.

Nogle oplever også lindring ved varme. Hvis du normalt bruger en varmepude derhjemme, kan en varmende creme være et praktisk alternativ, når du er på festival.

Måske er Heating Cramp Cream noget for dig? →

Alkohol og smertestillende

Festival og alkohol går ofte hånd i hånd.

Hvis du tager smertestillende medicin, er det en god idé at være opmærksom på, at nogle typer smertestillende ikke bør kombineres med større mængder alkohol.

Er du i tvivl, så læs indlægssedlen eller spørg på apoteket, inden du tager afsted.

Læs artiklen Alkohol og menstruation – hvad siger forskningen?


Sådan mindsker du risikoen for lækage

En af de største bekymringer for mange er ikke selve menstruationen. Det er frygten for at bløde igennem.

Heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at føle dig mere tryg.

Vælg den løsning, der passer til dit flow

Hvis du ved, at de første dage af din menstruation plejer at være kraftige, kan det være en god idé at planlægge efter det.

Nogle føler sig mest trygge med menstruationstrusser kombineret med en tampon, kop eller disk. Andre foretrækker blot at skifte lidt oftere.

Det vigtigste er ikke, hvad andre gør. Det vigtigste er, hvad der giver dig ro.

Hav altid en plan B

Et ekstra par trusser fylder næsten ingenting. Det samme gælder en wetbag og et ekstra menstruationsprodukt.

Forhåbentlig får du aldrig brug for det. Men hvis "uheldet" er ude, er det rart at vide, at løsningen allerede ligger i tasken.


Festival-hack #3

Mange vælger mørke shorts eller bukser på de kraftigste menstruationsdage. Ikke fordi du skal gemme dig.

Men fordi det kan give lidt ekstra ro, hvis du er bekymret for lækage. Den mentale tryghed kan være lige så vigtig som den fysiske. I en drømmeverden var der ingen af os, der forbandt vores menstruation med noget skamfuldt eller pinligt og gennemblødninger var helt naturlige. 

Der er vi ikke endnu og indtil da: You do you, for at give dig selv tryghed og ro. 


Menstruation på festival bør ikke være noget, du skal kæmpe med alene

Halvdelen af alle festivalgæster menstruerer.

Alligevel er festivaltoiletter, badefaciliteter og affaldsløsninger ikke altid indrettet med det for øje - selv om det langsomt er ved at blive bedre. Heldigvis er der også noget særligt ved festivaler.

Hvis du nogensinde har stået i en toiletkø og hørt nogen spørge: "Er der nogen, der har en tampon?"

... så ved du sikkert allerede, hvad der sker. Næsten altid rækker nogen en frem.

Den slags små øjeblikke siger faktisk noget ret fint om festivaler. Vi hjælper hinanden.

Og indtil endnu mere menstruationsvenlige faciliteter bliver en selvfølge, er det måske noget af det vigtigste, vi kan tage med.


Nyd festivalen – på dine præmisser

Menstruation skal ikke afgøre, hvilke koncerter du ser. Den skal ikke bestemme, om du hopper med foran scenen.

Og den skal ikke være grunden til, at du bliver hjemme fra årets festival.

Med lidt planlægning og de produkter, du føler dig tryg ved, kan du give menstruationen mindre plads og festivaloplevelsen mere.

Så pak tasken. Husk solcremen. Husk ørepropperne. Og måske også en ekstra tampon eller et par menstruationstrusser.

Ikke kun til dig selv. Men også til den person, der pludselig står i toiletkøen og mangler én.

God festival ❤️


FAQ om menstruation på festival

Hvordan håndterer man menstruation på festival?

Det vigtigste er at være forberedt. Pak de menstruationsprodukter, du føler dig tryg ved, samt ekstra undertøj, håndsprit, vådservietter og en lille pose eller wetbag til brugte produkter.

Hvilket menstruationsprodukt er bedst til festival?

Det afhænger af dit flow og dine præferencer.

  • Menstruationstrusser giver ekstra tryghed mod lækage.
  • Menstruationskop og menstruationsdisk kan sidde i mange timer.
  • Tamponer er en enkel og velkendt løsning.
  • Mange vælger at kombinere produkter på de kraftigste dage.

Er menstruationstrusser gode til festival?

Ja. Mange bruger menstruationstrusser alene ved let til moderat menstruation eller som ekstra beskyttelse sammen med tampon, kop eller disk ved kraftigere blødning.

Hvordan undgår man lækage på festival?

Du kan mindske risikoen ved at:

  • vælge et produkt, der passer til dit flow
  • kombinere produkter, hvis det giver dig mere tryghed
  • skifte, når du har mulighed
  • have ekstra undertøj og menstruationsprodukter med i tasken.

Hvad skal man pakke til menstruation på festival?

En god pakkeliste kan blandt andet indeholde:

  • menstruationsprodukter
  • ekstra trusser
  • håndsprit
  • uparfumerede vådservietter
  • vandflaske
  • smertestillende
  • wetbag eller pose til brugte produkter.

Kan alkohol eller dehydrering påvirke menstruationen på festival?

Alkohol og dehydrering ser ikke ud til at ændre selve menstruationen hos de fleste, men de kan påvirke, hvordan du har det. Dehydrering kan for eksempel gøre hovedpine og utilpashed mere udtalt, og alkohol kan påvirke søvn og energiniveau. Derfor er det en god idé at drikke vand løbende – især på varme festivaldage.

Læs også Sommerguide til menstruerende: Strand, festivaler og cyklus

Want to read more articles?

8 kvinder der har ændret forskningen i kvinders sundhed Flow Intimates

8 women who have changed research in women's health

Women's health has long been under-prioritized in research. Meet 8 pioneers who, despite resistance, have changed our knowledge of fertility, menstruation, and the female body.

The Health Gap: Hvorfor ved vi stadig mindre om kvinders sundhed? Flow Intimates

The Health Gap: Why do we still know less about women's health?

For decades, medicine was tested on men. The result is called “the health gap” – a systematic gap in our knowledge of women’s health. Here’s the history, the consequences, and why it still affects...

Hvad er sexet undertøj? Kvinder, selvtillid og komfort frem for blonder Flow Intimates

What is sexy lingerie? Women, confidence and comfort over lace

What is sexy lingerie really like? We explore how comfort, confidence and security often mean more than lace – in women's own words.

Klumme: Om lyst og onani – fortalt af en millennial girl Flow Intimates

Column: About desire and masturbation – told by a millennial girl

Read this honest, body-positive column about the path back to pleasure – from shame to self-acceptance.