Fra gamle klude til menstruationstrusser: En kort historie om menstruationsprodukter gennem tiden
Forfatter: Emma Libner
Det vrimler lige nu med nye bud på fremtidens menstruationsbeskyttelse. Efter årtier med sparsomme valgmuligheder på hylderne i supermarkedernes hygiejneafdelinger, gjorde menstruationskoppen for nylig sin entré, og med den fulgte en øget bevidsthed om den bæredygtige blødning. Kort efter brød menstruationstrusserne så igennem (og med dem - os!). Til dig, der helst bare vil bløde frit uden så mange bekymringer.
I dag, blot få år senere, kan du få alt fra unisex menstruationsundertøj til flade menstruationskopper - såkaldte menstruationsdiske - og sågar et bind, der blandt andet kan screene for sukkersyge og livmoderhalskræft. For blot at nævne et par stykker af de mange innovative produkter, der er derude…
Sådan har det dog ikke altid været. Langt fra, faktisk.
Et marked præget af kulturelle normer og tabuer
Vi skal ikke ret mange generationer tilbage, før der slet ikke eksisterede et marked for menstruationsprodukter. Overhovedet. Min egen oldemor voksede eksempelvis op i en tid, hvor den gængse metode til at håndtere de månedlige blødninger var gamle klude klippet af gamle stofrester. Når engelsktalende personer i dag refererer til menstruation med slangudtrykket “being on the rag” (oversat: “at være på kluden”), er det med andre ord et direkte levn fra oldes tid.
Det var faktisk først i slutningen af 1800-tallet - på samme tid som det moderne gennembrud - at det første kommercielle menstruationsbind så dagens lys. Bindet, der kunne smides ud, når man var færdig med at bruge det, blev imidlertid ikke nogen stor succes. Måske fordi tabuet omkring menstruation dengang afholdt kvinderne fra at købe dem af frygt for at signalere for offentligheden, at de havde menstruation.
Hvis du synes, at nutidens reklamer for bind og tamponer med blå væske er at presse citronen, så vær glad for, at du ikke levede, da olde var ung; i 1920’erne var der flere producenter af kommercielle engangsbind, der fandt på at trykke såkaldte “stilhedskuponer” i aviser og blade, som kunne klippes ud og gives til den, der stod bag kassen på apoteket. Med en stilhedskupon i hånden kunne menstruerende kunder nemlig helt undgå at sige ordet “bind” eller “menstruation” højt, når de skulle købe ekstra forsyninger til deres blødende livmoder!
Nye menstruationsprodukter vinder frem
I takt med at kvinderne vænnede sig til at købe og bruge de nye masseproducerede bind, begyndte nye produkter så småt at vinde frem. Med mellemkrigstidens eksperimenterende tidsånd fulgte den første brugbare kommercielle menstruationskop og tampon - i dén rækkefølge.
Allerede i 1867 patenterede en gut fra Chicago ved navn S.L. Hockert et aggregat, der måske bedst kan betegnes som en gruopvækkende forløber til den moderne menstruationskop: En lille kondomlignende pose fastgjort til et bælte ved hjælp af en snor. Aggregatet kaldte han en “katamenial sæk”, og hvis du synes, at det klinger lidt af katastrofe, så er det nok fordi, at det lille græske præfix - “kata” - er det samme som det, der indgår i ordet “katastrofe”...
Hockerts katameniale sæk blev heldigvis ved tanken. Det samme gjorde en lang række designs, som andre mænd på hans tid forsøgte sig med. I sidste ende krævede det en kvinde, nemlig amerikanske Leona Chalmers, at få det helt rigtige - og ikke mindst komfortable - menstruationskopdesign, vi kender i dag. Chalmers’ menstruationskop fik dog en kort levetid, da en ny verdenskrig brød ud og satte en stopper for produktionen. Til gengæld banede hun vejen for, at flere kvinder kunne tage del i innovationen af produkter designet til menstruerende.
Fremtidens menstruationsteknologier
Det leder os videre til menstruationstrusserne. For som du måske har gættet, er menstruationstrusser i høj grad også en opfindelse pioneret af kvindelige iværksættere (som vores egen Cathrine her hos Flow). Fra de første menstruationstrusser kom i salg i 1990’erne og helt frem til i dag har kvinder stået i spidsen for at designe, udvikle og produceret det menstruationsabsorberende undertøj. Måske er dét en medvirkende årsag til, at markedet for de nye produkter målrettet os med en menstruationscyklus boomer i disse år?
Én ting er dog sikker: Vi har kun set toppen af isbjerget. I skrivende stund spår analytikere, at markedet for menstruationsprodukter på globalt plan vil vokse med helt op til 9 % om året frem mod 2030. Kurven går altså kun én vej, og det er op.
Med andre ord er der masser af spændende og innovative produkter derude, som bare venter på at se dagens lys. Og vi kan ikke vente med at se, hvad for nogle spændende, seje (og rent faktisk brugbare!) menstruationsteknologier fremtiden bringer.