Hvordan bruger du dit udflåd til at guide dig?
De fleste af os tænker måske ikke så meget over udflåd, andet end at det kan være lidt irriterende, når vi opdager en plet i trusserne. Men faktisk er dit udflåd et lille dagligt statusbrev fra din krop. Når du lærer at læse det, får du adgang til en masse viden om din cyklus, dit helbred og din krop generelt.
Udflåd vs. livmoderhalsslim
Lad os lige få en ting på det rene. Der er forskel på udflåd og livmoderhalsslim. Udflåd er en fællesbetegnelse for alt det, der kommer ud af skeden - blod, cellerester, ophidselsesvæske og det sekret, der holder miljøet sundt og bakterier på afstand. Livmoderhalsslim derimod bliver dannet i selve livmoderhalsen og ændrer sig gennem din cyklus. Det er især det, vi er interesserede i, når vi taler om cyklustegn og fertilitet.
Din cyklus i udflåd
Når du begynder at lægge mærke til dit udflåd, opdager du hurtigt, at det ikke ser ens ud hele tiden. Faktisk følger det ret tydeligt din cyklus:
-
Lige efter menstruation (tidlig fase): Udflåddet er ofte sparsomt eller helt tørt. Det kan også være lidt mørkt med rester fra menstruationen.
-
Follikulærfasen (op til ægløsning): Udflåddet bliver mere synligt. Det kan være cremet, mælket, lidt grynet eller gummiagtigt og farven er typisk hvid eller gullig. Mængden øges som regel op mod ægløsningen.
-
Ægløsning (det fertile vindue): Udflåddet er helt eller delvist gennemsigtigt, og det er elastisk og kan strækkes mellem fingrene. Mange beskriver det som lig rå æggehvide. Det er kroppens måde at hjælpe sædceller med at finde vej til ægget.
-
Lutealfasen (efter ægløsning): Udflåddet mindskes igen og kan føles tørt. Det bliver ofte hvidt eller gulligt igen, og op mod menstruationen kan det også blive lidt lyserødt eller brunligt.
Hvis du tager p-piller, kan de her mønstre ofte blive mindre tydelige, fordi hormonerne i præventionen styrer din krops egne signaler.
Udflåd gennem livet
Dit udflåd ændrer sig ikke kun i takt med din cyklus, men også gennem hele dit liv. I puberteten bliver det for alvor en del af hverdagen. Under graviditet får slimhinden mere blod og bliver mere aktiv, hvilket giver mere udflåd. Og efter overgangsalderen kan mange opleve tørhed eller mindsket mængde udflåd, fordi kroppens østrogenproduktion falder.
Hvornår skal du reagere?
Normalt udflåd er slimet, mælkehvidt eller klart, og når det kommer i kontakt med ilt, kan det blive let gulligt. Det lugter ikke ubehageligt og giver som regel heller ikke kløe. Hvis dit udflåd ændrer sig markant og for eksempel bliver ildelugtende, kløende, sviende, skifter til en uvant farve eller pludselig kommer i meget større mængder, så kan det være et signal om, at du bør tage en snak med din læge. Det kan nemlig være tegn på infektion, svamp eller andre ting, som kræver behandling.
Daglig omsorg for et sundt miljø
Din skede passer egentlig bedst på sig selv, hvis du lader den gøre sit arbejde i fred. Undgå overdreven vask, parfumerede sæber eller daglig brug af engangshygiejneprodukter som trusseindlæg, der kan irritere slimhinderne. Tillad luft, brug åndbare materialer og vælg undertøj, der giver din krop plads til at være i balance. Her kan vores Everyday Flow Thong være et godt bud. Den er lavet af bløde, åndbare materialer og designet til at følge din krop - også på de dage, hvor dit udflåd fylder mere end ellers.
Din superpower
At lære at læse dit udflåd er lidt som at lære et nyt sprog. Jo mere du øver dig, desto bedre forstår du de små mønstre og signaler, som før var usynlige. Det er som at have en indbygget guide til din cyklus - altid lige ved hånden.
Vi håber, at dette indlæg har været med til at gøre dig klogere på dig selv og din krop. Hvis du har lyst til at dykke endnu mere ned i den fantastiske kvindelige krop, kan du gå på udkig i vores Journal, hvor vi skriver indlæg, der går i dybden med emner omkring menstruation.
Vi er glade for, at du er her <3
skrevet af Simone Mervig