Hvornår stopper ens menstruation?
Menstruation. Den har en første dag og en sidste dag, og vi aner ikke, hvornår nogen af dem er. Men det er klart en af de mest vedvarende ‘vaner’, vores krop har. Hvis man i snit er 12 år gammel, når man får den første menstruation, så bliver det til omkring 500 menstruationer. Er det ikke vildt at tænke på?
Men en dag sker det; den stopper. Ikke sådan helt ud af det blå - der vil være små og store signaler fra kroppen om at forandringen er på vej. Nogle er mere generede af de “signaler” end andre. For nogen kan det være en kæmpe befrielse, når menstruationen endelig ophører - og for andre er det et lidt trist farvel til noget så ualmindeligt velkendt.
Uanset hvordan vi føler om det, så sker det for os alle før eller siden.
Men hvornår stopper menstruationen egentlig?
I dette indlæg vil vi dykke ned i, hvad overgangsalderen er, hvornår menstruationen ophører, og hvad du kan forvente af din krop i denne periode. Hej favre nye verden, siger vi bare!
Før vi dykker ned i emnet, så kan vi lige ridse de nye begreber op for dig og sætte et par ord på hver fase, som kroppen skal igennem, når vi taler klimakteriet eller overgangsalderen:
De fire faser er således:
- Præmenopause: Regelmæssige månedlige menstruationer (uden hedeture)
- Perimenopause: Uregelmæssige menstruationer med vekslende cykluslængde (med eller uden hedeture). Varer til ét år efter den sidste regelmæssige menstruation
- Menopause: Den sidste fysiologiske menstruation
- Postmenopause: Når du ikke har haft menstruation i mindst 1 år.
Overgangsalderen – farvel til menstruationen
Lad os starte med det grundlæggende. Overgangsalderen, klimakteriet, er perioden, hvor kroppen begynder at ændre sig og langsomt bevæger sig væk fra at være i stand til at blive gravid. Dette sker for de fleste kvinder i alderen 45-55 år, men det kan både ske tidligere eller senere, alt afhængigt af din krop og genetik.
Det der sker i kroppen er, at æggestokkenes produktion af det kvindelige kønshormon østrogen og progesteron begynder at svinge rigtig meget - for til sidst at ophøre helt. Det betyder også, at du ikke længere kan blive gravid.
At menstruationen ophører er altså en helt naturlig del af kroppens egen aldringsproces. Flere beskriver det også som en ny og spændende periode at træde ind i. Kapitlet om at lave og bære børn er endeligt lukket, og hvis du har børn, er de måske endda store og kan klare sig selv i højere grad. Du kender dig selv meget bedre, flere beskriver det som en wise woman era. En ny periode med større indsigt, mere ro og masser af visdom.
Det specielle ved menopausen er, at den først kan fastlægges sådan lidt på bagkant, om man vil. Fra dine menstruationer har ændret sig, til at de stopper, så skal dine menstruationer være udeblevet helt i minimum 12 måneder. Dette markerer starten på det, vi kalder postmenopausen.
Du vil altså ikke fra den ene dag til den anden ikke få dine menstruationer. Det er en længere periode, for nogen på op mod 5-10 år, hvor kroppen langsomt ændrer sig og det samme gør menstruationen.
Hvordan føles overgangsalderen?
Nogen siger, at der findes over 30 forskellige symptomer under overgangsalderen. Og 3 ud af 4 kvinder og personer med en livmoder vil opleve gener i forbindelse med denne overgang.
Mange oplever de her hormonelle forandringer som hedeture, humørsvingninger, søvnproblemer og tørhed i skeden, for blot at nævne nogle af de mere udbredte. Men det kan også være ‘brain fog’, vandladningsproblemer, nattesved, hårtab, uregelmæssige menstruationer, vægtøgning, ændret libido, ømme led, hjertebanken, udpræget træthed. Det er forskelligt fra krop til krop, hvor generet man er. For nogle er symptomerne milde, for andre kan de være mere mærkbare, og for nogle kan de være så forstyrrende, at det virkelig påvirker deres hverdag. Men der er hjælp at hente, og ingen skal acceptere at være svært påvirkede i hverdagen - tal med din læge og insister på hjælp.
Igen, overgangsalderen sker ikke fra den ene dag til den anden. Det er en proces, der strækker sig over flere år, og at menstruationen er uregelmæssig, både i længde og styrke, er helt normalt, inden den stopper helt.
Menstruation efter overgangsalderen?
Når overgangsalderen er indtruffet, og menstruationen er stoppet, og du træder ind i postmenopausen, vil der ikke længere være nogen blødning. Hvis du oplever blødning efter overgangsalderen, er det oftest ufarligt og skyldes tørre og irriterede slimhinder i skeden. Blødningen kan være harmløs, men det kan også være et tegn på noget, der kræver opmærksomhed, såsom polypper eller hormonelle ubalancer. Derfor bør du altid besøge din læge, hvis du oplever blødninger mere end et år efter den sidste menstruation.
Men, hvornår stopper menstruationen så?
Det skal nok ses lidt ligesom den første menstruation, den sidste amning (hvis du har ammet børn) og andre kropslige processer - vi ved sjældent, hvornår noget sker for allersidste (eller første) gang. Pludselig på bagkant vil du vide det.
Så der er ikke et klart og præcist tidspunkt, for hvor menstruationen stopper for alle, da hver krop er forskellig.
Men vi kan lade dig vide gennemsnitsalderen for, hvornår menstruationen ophører, og den er omkring 51 år. For nogle kan det ske tidligere, især hvis der er en historik med tidlig overgangsalder i familien. For andre kan menstruationen fortsætte lidt længere endnu.
Tip: En rigtig god idé for at få et praj om hvornår det vil ske for dig, vil være at spørge din mor, hvornår hun gik i overgangsalderen, for der er uden tvivl et arveligt perspektiv i det.
Én ting er sikkert – på et tidspunkt siger menstruationen farvel, og du træder ind i en ny fase af dit liv. Måske har du en ældre kvinde i dit liv, der har været igennem en overgangsalder, som du kan tage en snak med og høre deres erfaringer. Det kan være rart at tale med nogen om det, du selv skal igennem en dag. Tænk engang hvor vild din krop er. Alle de forandringer den gennemgår livet igennem, bare fordi du har en livmoder. Menstruationer, graviditeter, og pludselig er det hele slut - men der venter også noget rigtig smukt på den anden side. Et nyt kapitel.
Dyk ned i alt om menstruation
Menstruation er et kæmpe emne, der strækker sig over et langt liv, fra den ankommer i de tidlige teenageår, og til den en dag ophører, når overgangsalderen banker på. Hos Flow Journal går vi i dybden med alle spørgsmål om menstruation og forsøger at dele alt det, vi finder frem til, med dig. Klik rundt i vores Flow Journal og bliv klogere på en lang række emner om menstruation. Og hvis du har et ønske til noget, vi skal undersøge eller skrive om? Så må du altid hive fat i os.