Praktik: Vil du være med til at sætte kvindekroppen på dagsordenen?
Hos Flow har vores mål fra første dag været, at du skal føle dig som dig selv, når du bløder. Men i dag arbejder vi med meget mere end menstruation. Vi omfavner alle flows: udflåd, brystmælk, tiden efter fødsel og de mange forandringer, kroppen gennemgår gennem livet.
For ingen krop forandrer sig som vores. Værker. Bløder. Drypper. Smerter. Fra menarken og hele vejen til menopausen.
Derfor designer vi absorberende undertøj og care-produkter i premium kvalitet – skabt uden kompromis med æstetik, komfort og sikkerhed.
Men Flow er mere end bare produkter. Vi er en bevægelse, der vil bryde tabuer og skabe samtaler om alt det, kroppen gør.
Og nu åbner vi igen for årets praktikansøgere 2026/2027 - vil du være med og både lære nyt, lære fra dig og få testet alt det, du har lært på uddannelsen i praksis?
Vi søger to praktikanter; en på kommunikation og en på marketing.

Vi søger en kommunikationspraktikant
Til dig der elsker ord, storytelling og content.
Du får praktisk erfaring med at tænke indhold og viden fra start til slut. Fra idé, vinkling, til produktion og udgivelse.
Lavpraktisk kommer du til at arbejde med:
- Instagram og community building
- Nyhedsbreve og vidensindhold
- Artikler til vores univers
- Kampagner og kommunikation
Du kommer til både at arbejde med det skrevne ord, videoproduktion, foto hvis du har lyst og mod på det, og du har mulighed for at være både bag kamera og foran.
Det vigtige: Du er nysgerrig, kreativ og har lyst til at gøre komplekse emner nærværende og relaterbare.
Vi søger en marketingpraktikant
Til dig der interesserer dig for strategi, performance og vækst.
Du får praktisk erfaring med at udvikle kampagner og strategier fra start til slut. På nye produktlanceringer, nye initiativer og eksisterende favoritter.
Du kommer til at arbejde med:
- Salgsfremmende content og kampagner
- Analyse af performance og optimering
- Ecommerce og kunderejser
- Growth og nye initiativer
Du kommer til at arbejde både med overordnede strategier og implementeringen af dem i en daglig driftsramme i kombination med praktisk erfaring gennem eksekvering.
Det vigtige: Du tænker både kreativt, modigt og analytisk og er nysgerrig på, hvad der driver resultater.
Hvorfor blive praktikant hos Flow?
Hos Flow bliver du en del af et lille, passioneret team, hvor du får ansvar og muligheder fra dag ét. Du får lov til at prøve ting af, tage ejerskab og være med til at forme både content og retning.
Der er sjældent langt fra idé til handling, og du kan derfor hurtigt prøve din viden af i praksis. For os er det også en stor mulighed for at lære nyt, når vi har praktikanter, så dine indspark er vigtige.
Vi arbejder tæt sammen, har det sjovt og går op i det, vi laver. Her er plads til både store idéer og små fejltrin – og til masser af udvikling.
Praktisk
- Praktikperiode: Ca. 10. august 2026 – 31. januar 2027, aftales individuelt
- Lokation: Frederiksberg + mulighed for hjemmearbejde
- Ulønnet praktik med mindre erkendtlighed
- Produkter fra Flow ved opstart
Vil du være med?
Send din ansøgning og CV til Annika, als@flowintimates.com
(Skriv gerne hvilken praktik du søger)
Vi holder samtaler løbende og glæder os til at høre fra dig.


































