Skip to content

Cart

10% 15%

Your cart is empty

Sexlyst

“Ikke i aften, skat”: Forstå din (eller din partners) lyst

Forfatter: Emma Libner

Kender du det? I har ligget og set Netflix på sofaen hele aftenen. Det er blevet lidt sent, der er røget lidt meget slik ind, du er træt, knapt så veloplagt, og pludselig begynder din partner at lægge op til sex. Du er der bare ikke, slet ikke på den måde. Og i mangel af overskud svarer du blot: “... ikke i aften, skat”. 

Ovenstående scenarie er faktisk så velkendt, at de fleste kvinder (og helt sikker også mænd) ikke engang behøver at have oplevet det på egen krop for at kunne nikke genkendende til dynamikken. Vi har set det! Vi kender den trætte og uoplagte kone, også selv om hun ikke nødvendigvis har et navn. Hun er det, man med et dansklærerudtryk kalder for en trope - en arketype, der går igen i fiktionens verden, og som er så repeteret, at den på en måde bliver allemandseje. I film, serier, reklamer, musik.

Heldigvis behøver livet ikke at imitere kunsten, når det kommer til sexlyst. 

To former for sexlyst

Hvad er det? Lyst. Ifølge den amerikanske professor i sexologi, Emily Nagoski, som blandt andet har forfattet bestsellerbogen Come as you are, findes der grundlæggende to former for sexlyst: Den ene kalder hun for spontan lyst, den anden for responsiv lyst

Disse to former for lyst virker vidt forskelligt. Hvor den spontane lyst opstår pludseligt og uden den store optakt - det kan for eksempel være ved synet af en kavalergang eller duften af din partner - kræver det lidt mere for at lokke den responsive lyst frem. For personer, hvis sexlyst falder under kategorien responsiv, er det altså nødvendigt med en anden form for tilgang til sex end den, vi er vant til at se på tv eller læse om i Fifty Shades of Grey

Hvor 75 % af alle mænd har en lyst, der kan karakteriseres som spontan, gør det samme sig kun gældende for cirka 15 % af alle kvinder, skriver Nagoski. Hos flertallet af kvinder er det derimod den responsive lyst, der gør sig gældende. Der er ganske rigtigt en forskel i vores oplevelser af lyst. Forskellen ser bare markant anderledes ud end det, vi er blevet fortalt. Den gode nyhed her er, at responsiv lyst ikke er lig med ingen lyst. Og når vi forstår, at der i bund og grund “bare” er tale om en helt anden måde at opleve lyst på, så kan vi også bedre imødekomme den. 

Responsiv lyst: Hvad tænder dig?

Nøglen til at vække sin lyst, hvis man hører til gruppen af personer, hvis lyst er responsiv, er at blive bekendt med, hvad der tænder ens lyst - og omvendt: Hvad der slukker den. 

Disse to aspekter sammenligner Emily Nagoski med speederen og bremsen på en bil. Hvis speederen - det, der tænder dig - er hamret i bund, kommer du ikke ret langt, hvis bremsen - det, der tænder dig af - ligeledes er det. Du kommer bogstaveligt talt ikke ret langt med foden presset hårdt ned på begge pedaler. Derfor er det mindst lige så vigtigt at sikre, at der ikke er for meget, der forstyrrer din lyst, som det er at blive bevidst om de ting, der kan vække den. 

Følg lige med mig tilbage til eksemplet fra tidligere: Måske du tænder på at I giver hinanden massage? Eller måske er det mere din jam at nyde en stille og rolig middag med lang øjenkontakt og dybe snakke, før du når til at få lyst til sex? Men i stedet for nogle af delene er du og din partner måske endt med at ligge i hver jeres ende af sofaen med fjernsynet kørende til aftensmaden. Er du samtidig typen, der ikke kan abstrahere fra tanken om den opvask, der står tilbage, efter I har spist? Du fornemmer måske, hvor jeg vil hen… 

Kontekst er afgørende for vores lyst. Derfor må vi lære at blive bevidste om alt det, der foregår uden for soveværelset, før vi kan træde fuldt og helt ind i det. 

Din sexlyst ændrer sig hele livet 

Ud over at være grundlæggende spontan, responsiv eller en kombination af de to, er vores sexlyst påvirket af utroligt mange omstændigheder. Den mest indlysende er måske menstruationscyklussen, som fra naturens side giver os med en livmoder bestemte tidspunkter, hvor vi føler os mere i kontakt med vores lyst end andre. Vi ved også fra forskningen, at vores generelle velbefindende spiller en stor rolle for vores seksualitet, og at en aktiv livsstil og en god søvnhygiejne kan gøre underværker for lysten til at udleve den.

Kort sagt kan stort set alt - lige fra vores nuværende og tidligere relationer til den medicin, vi tager og den prævention, vi bruger - påvirke vores tilgang til sex på godt og ondt.  

At tro at vores sexlyst er konstant, er med andre ord at sætte barren umenneskeligt højt for os selv. Vores lyst udvikler sig med os gennem hele livet. Og det bedste af det hele? Der findes ikke noget rigtigt og forkert i forhold til, hvor ofte du bør have sex. Den rigtige mængde sex er, hvad du bestemmer er det rigtige for dig. 

Indimellem hænder det, at lysten udebliver helt. Dette kan opleves vidt forskelligt fra person til person og betyder ikke i sig selv, at der er noget galt. Oplever du manglende lyst som et problem, så vid, at du kan søge hjælp. Vi anbefaler at tale med din læge om dine muligheder, hvis din lyst til at have lyst fylder mere end selve lysten. 

 

Kilde: Come as you are, Emily Nagoski, Scribe Publications, 2015.

Read more

Sådan påvirker din menstruationscyklus din mentale sundhed
Cyklus

Sådan påvirker din menstruationscyklus din mentale sundhed

Forfatter: Emma Libner Kender du det? Du føler, at du har knækket koden til alle dagligdagens udfordringer den ene dag for blot at finde dig selv dybt nede i Toffifee-æsken med tårer i øjnene den ...

Read more
Alt hvad du behøver at vide om sex under din menstruation
Menstruationssmerter

Alt hvad du behøver at vide om sex under din menstruation

Forfatter: Emma Libner Mange af os har lært, at menstruation er noget, vi bør holde for os selv, og at sex under menstruationen er besværligt, ulækkert og måske endda farligt. En overbevisning, de...

Read more